Fortsæt til hovedindholdet

Konfirmanderne har ordet

Undervisningsforløb om livets store spørgsmål

‘Konfirmanderne har ordet’ er et undervisningsmateriale, hvor konfirmanderne selv sætter dagsordenen. Det er deres spørgsmål, temaer og tanker, der driver undervisningen – ikke præsternes.

Materialet åbner for ærlige samtaler om de eksistentielle spørgsmål, der fylder hos unge, men som ofte er svære at tale med venner og familie om.

Her har folkekirken en særlig mulighed for at skabe rum for nærvær, refleksion og tro.

Materialet er udgivet af det religionspædagogiske udvalg i Viborg Stift i samarbejde med repræsentanter fra Mediehuset Periskop - med støtte fra Ole Kirk's Fond.

Temaer - tæt på livet

Det er konfirmander, der har udvalgt de seks temaer, som undervisningsmaterialet tager udgangspunkt i. Temaerne har det til fælles, at det er emner, som optager konfirmanderne - og kommer helt tæt på deres egen hverdag. 

Temaerne i materialet er: 

  • Døden
  • Ensomhed
  • At føle sig anderledes
  • Konflikter
  • Meningen med livet
  • Natur
Konfirmander fra by, land og storby har deltaget i fokusgruppeinterviews - bl.a. her i Skive Kirke. De seks emner, som indgår i materialet, er udvalgt på baggrund af deres svar. Foto: Anika Thorø Weber

Hver lektion har tilknyttet en podcast, hvor unge deler deres egne refleksioner over emnet. I lærervejledningen findes desuden en række øvelser, som sætter gang i de gode samtaler konfirmanderne imellem - og med præsten. 

Det samlede undervisningsmateriale udgives inden længe, men du kan allerede nu tage et et smugkig i én af lektionerne. Den handler døden. 

Fakta

Prøv materialet i praksis

Vil du mærke materialet på egen krop, før du tager det med ind i konfirmandstuen?

 

Så kom med på en praktisk workshop, hvor vi afprøver materialet sammen og arbejder med, hvordan det kan bruges i undervisningen.

 

Workshoppen ledes af stiftspræst Gitte Thorsøe samt repræsentanter fra Mediehuet Periskop.

 

Sæt kryds i kalenderen 3. november fra 9:30-12:00. 

 

Tilmeld dig via kalenderen. 

Teaser: Er der liv efter døden?  

Hvad sker der egentlig, når vi dør? Er der et liv efter døden, eller er det bare… slut? Det er et af livets store spørgsmål. Og ingen kender svaret med sikkerhed.

Denne lektion handler om døden og de tanker og følelser, der følger i kølvandet. I podcasten møder du Frederik, Caroline, Silje og William, der alle har prøvet at miste én de holder af. Og så fortæller præsten Gitte om, hvad biblen siger om liv efter døden - og om hvorfor sorgen er kærlighedens pris.

I lærervejledningen finder du øvelser, der åbner op for samtalen om døden - og det liv, der måske kommer efter. Du kan bl.a. finde "dødsspillet" samt inspiration til, hvordan konfirmanderne kan udforske kirkegården og reflektere imens.