Fortsæt til hovedindholdet
6. november 2026

Vi skal have råd til de præster, der er brug for

Når jeg møder kirkefolk fra andre lande, bliver jeg ofte mindet om, hvor meget vi har at være glade for i den danske folkekirke. Den er bygget op nedefra. I sognene tager menighedsrådene ansvar, og her i Viborg Stift har folkekirken en stærk lokal forankring. Det mærker jeg, når jeg kommer rundt i stiftet og ser, hvad mennesker lægger af tid og kræfter i deres kirke. 

Ingen menighed uden præst, og ingen præst uden menighed. Det hænger sammen, fordi evangeliet om håb og glæde skal lyde dér, hvor mennesker lever deres liv. Vi har brug for præsten, når vi samles til gudstjeneste, når et barn skal døbes, og når vi skal tage afsked med et menneske, vi holder af. Og der bliver kaldt på præster på sygehusene og i fængslerne, hvor en samtale kan have stor betydning. 

I flere år har vi arbejdet for at få flere til at søge præstestillingerne. Her i stiftet har vi haft gode erfaringer med at byde mennesker velkommen, som efter et arbejdsliv i et andet fag har mærket et kald til at blive præst. De bringer erfaringer med sig, som kommer menighederne til gode. 

Samtidig står vi med et regnestykke, der er svært at forklare ude i sognene. Her i Viborg Stift har vi færre præster ansat, end vi har fået tildelt stillinger til. Alligevel bruger vi flere penge, end der er afsat til præstelønningerne. Det samme billede går igen i flere stifter. 

Der er flere forhold, vi må se på samlet. Det gælder blandt andet lønkompensationen efter afskaffelsen af store bededag, ændrede lønvilkår og højere udgifter til vikarer. Når vi ansætter nye præster med mange års erfaring fra et andet arbejdsliv, har det også betydning for, hvor de begynder lønmæssigt. Derfor har jeg efterlyst en grundig undersøgelse af, hvad det i dag koster at besætte de præstestillinger, folkekirken har fået tildelt, og om bevillingen følger med. 

For konsekvenserne mærkes allerede. Når en præst går på pension eller skifter embede, kan vi være nødt til at lade stillingen stå ledig i to måneder. I den tid træder nabopræsterne til. Det er jeg taknemmelig for, og jeg ved også, hvad det betyder for deres hverdag, når de i forvejen har en menighed at tage sig af. 

Jeg vil gerne sige tak til de menighedsråd og menigheder, der hjælper med at få hverdagen til at hænge sammen. Nogle steder kan en lægmandsgudstjeneste være en mulighed, hvis en gudstjeneste ellers må aflyses. Her hjælper vi gerne fra stiftet med en liturgi. 

Jeg er glad for, at flere politikere har taget spørgsmålet op. Jeg håber, at den politiske lydhørhed kan føre til, at vi får undersøgt økonomien til bunds og skabt plads i budgettet til de præster, der bliver kaldt på. 

Henrik Stubkjær 

Biskop over Viborg Stift