Fortsæt til hovedindholdet
7. juni 2026

Sorgens vrede

Af sogne og hospice-præst Nathalia Packert Andresen

Foto: folkekirken.dk

Jeg kommer her og skælder ham ud” fortalte hun, da jeg mødte hende på kirkegården. “Vi var lige gået på pension og nu skulle vi have det så godt, og så dør han” fortsatte hun. Jeg var ny præst og paf over hendes ord. Det var første gang jeg hørte en vred sørgende, men slet ikke sidste. For det sker ikke så sjældent endda at vi som mennesker planlægger som om vi har styr på fremtiden. Sandheden er, at det vigtigste i livet kan vi ikke styre. Vi styrer ikke hvornår vi bliver født, hvem vi forelsker os i og om de elsker os tilbage og vi styrer ikke døden. Vi samler os skatte som om det kan redde vores liv og give os kontrol, men vi tager fejl.

Det mest bemærkelsesværdige er at selvom det værste i livet er at miste kontrollen over det, så er det også selve det sårbare sted i livet som kan være livets arnested. Der hvor alt for alvor begynder. “Nåden er, når alt er tabt, at få alt tilbage.” DDS 552, vers 3

Fakta

Lukas evangeliet kapitel 12, vers 13-21

En i skaren sagde til Jesus: »Mester, sig til min bror, at han skal skifte arven med mig.« Men han svarede: »Menneske, hvem har sat mig til at dømme eller skifte mellem jer?« Og han sagde til dem: »Se jer for og vær på vagt over for al griskhed, for et menneskes liv afhænger ikke af, hvad det ejer, selv om det har overflod.« Og han fortalte dem en lignelse: »Der var en rig mand, hvis mark havde givet godt. Han tænkte ved sig selv: Hvad skal jeg gøre? For jeg har ikke plads til min høst. Så sagde han: Sådan vil jeg gøre: Jeg river mine lader ned og bygger nogle, som er større, og dér vil jeg samle alt mit korn og alt mit gods. Og jeg vil sige til mig selv: Så, min ven, du har meget gods liggende, nok til mange år. Slå dig til ro, spis, drik og vær glad! Men Gud sagde til ham: Din tåbe, i nat kræves dit liv af dig. Hvem skal så have alt det, du har samlet? Sådan går det den, der samler sig skatte, men ikke er rig hos Gud.«